Luthersk Missions historie II

Trandbergs frikirke
Hen ved 4000 mennesker efterkom Trandbergs indbydelse. Mødet begyndte kl. 15 og varede i 5 stive klokketimer. Der var mødt mange præster op, men ud over Trandberg selv talte kun en af dem, Indre Missions rejsepræst, pastor Mau, og hans ord fik ingen betydning.

Trandberg gav nu en kort skildring af sin fortid og sagde, at hvad han nu foretog sig var nøje overvejet under vejledning af Luthers skrifter og Helligånden. Han gav derpå en skildring af forholdene i statskirken og opfordrede »Guds folk« til at forlade »den store skøge«.

Efter Almindinge-mødet rejste Trandberg til København, hvor han meldte sig ind i Grunnets frikirke. Dette skete den 11. juli 1863.

Efter sin hjemkomst tog han så fat på at organisere sin frikirke efter de samme retningslinjer, som Grunnet havde lagt til grund for sin menighed, men »tro mod sit løfte til biskop Martensen fastholdt Trandberg den rene evangeliske lære«, siger forfatteren af en biografi af Trandberg, pastor emer. Langhoff, Rønne.

I betragtning af, at Grunnets menighed var i nøje overensstemmelse med den danske folkekirkes lære, turde denne tilføjelse være temmelig overflødig. I det hele taget kan der ikke være tvivl om, at både pastor Langhoff og den tidligere Trandberg-biograf, Bornholms kirkehistoriker, Karl M. Kofod, i deres iver efter at forsvare og undskylde Trandberg, gør Grunnet uret ved udelukkende at tillægge ham dårlige motiver, både når det gælder hans frikirkedannelse og hans forhold til Trandberg og frimenigheden på Bornholm.

Det skulle synes indlysende, at idet Trandberg indmelder sig i Grunnets frikirke, bliver Grunnet rent juridisk hans superintendent eller biskop og Trandbergs frimenighed en del af Grunnets frikirke.

At Trandberg, der var en meget dårlig organisator og leder, fordi han altid lod sine følelser bestemme sine handlinger, ikke synes at have gjort sig dette klart, er en anden sag. Det kunne se ud til, at han noget uklart har tænkt sig, at han - i kraft af sin bedre teologiske uddannelse og sin lutherske ordination og tillige i kraft af sin stilling som forstander for den største menighed - burde være frikirkens øverste leder.

Som tidligere nævnt var der i Trandbergs karakter en ejendommelig blanding af hovmod og ydmyghed. Mange år senere skrev hans svigermoder - som i øvrigt hele livet igennem loyalt støttede sin svigersøn både moralsk og økonomisk - til sin datter, at »hovmod og forfængelighed er bevæggrunden i alle Trandbergs store skridt.«
Selvom det naturligvis er en overdrivelse, er der dog en betydelig kerne af sandhed i disse ord, og de mange vanskeligheder, der mødte Trandberg både herhjemme i Danmark og senere i Amerika, skyldtes ikke så meget de store fejl, han tillægger sine modstandere, som de skyldes hans egne karakterbrist.

Spørgsmålet om rangforordningen inden for frikirken er sandsynligvis aldrig blevet drøftet mellem Grunnet og Trandberg, men den senere udvikling viser, at Grunnet har følt sig som den bornholmske menigheds biskop, men også at Trandberg aldeles ikke ville godkende dette.

Allerede inden årets udgang havde menigheden 933 medlemmer fordelt på fire afdelinger med hver sin menighedsleder. Møller ledede afdelingen på Nordbornholm med bopæl i Allinge. Menigheden voksede jævnt og nåede allerede næste år op på ca. 1500 medlemmer, men nu begyndte også vanskelighederne at vise sig.

Rosander-sagen
Ved et menighedsmøde i Rønne den 15. marts 1864 dukkede en svensk student ved navn Rosander op. Han præsenterede sig som frikirkelig pastor og tilbød »med indsmigrende og høflige ord sin tjeneste«.

Både Trandberg og hans hustru følte sig meget tiltalt af Rosanders stilige, svenske høflighed, og da Trandberg længe havde bedt Gud sende ham en akademisk medhjælper, mente han i sin troskyldighed, at Rosander var Guds svar på hans bønner og gav ham - til trods for de øvrige lederes noget reserverede indstilling - lov at prædike i menighedens bedesale.

Imidlertid kendte Grunnet Rosander og vidste, at han efter et noget udsvævende ungdomsliv hjemme i Sverige var rejst til København, hvor det var lykkedes ham at blive antaget som prædikant i metodistmenigheden, men da det blev opdaget, at han stod i forhold til en ung pige inden for menigheden, blev han afskediget.

Han forsøgte nu sin lykke hos Grunnet, men han gennemskuede ham og ville ikke optage ham som medlem endsige give ham lov at prædike.

Da Grunnet nu hørte, at Rosander prædikede på Bornholm, skrev han straks til Trandberg og svarede ham mod Rosander. Men Trandberg ville ikke lade sig advare. Grunnet rejste så derover og forelagde Trandberg bevisligheder i form af en skrivelse fra metodistsamfundets præst og bevidnet af deres kirkeværge.

Da Trandberg alligevel ikke ville høre, satte Grunnet menighedens ældste ind i sagen, og herover blev Trandberg så vred, at han afbrød forbindelsen med Grunnet og forbød ham at tale i menighedssalene.

Noget tyder dog på, at Trandberg efterhånden til en vis grad gennemskuede Rosander, og han blev aldrig fast ansat, men Rosander forstod ved sin indsmigrende høflighed trods alt at indynde sig så meget hos ægteparret Trandberg, at Trandberg »af kristelig medfølelse lod ham have ophold i sit hus«.

Det vakte både sorg og vrede hos Trandbergs venner, at han til trods for alle beviser på Rosanders uværdighed alligevel blev ved at holde hånden over ham og til og med lod ham prædike i menigheden, medens Trandberg selv i sommeren 1864 var på ferie i Jylland.

Trandbergs forkyndelse var en udpræget bods- og vækkelsesforkyndelse. Det gjaldt om at kæmpe alvorligt for at gå ind i Guds rige, og hans medhjælpere, der jo selv var blevet vakt gennem Trandbergs forkyndelse, forkyndte stort set det samme budskab.

De tilhørere, der ligesom Trandberg selv var meget følelsesbetonede og havde let ved at græde over deres synder, fandt udløsning heri, medens de, der ikke havde så let for at græde over sig selv eller følte, at deres stræben efter retfærdighed ikke slog til, levede uden virkelig fred i hjertet. Blandt de sidste var Chr. Møller. Han havde ikke Trandbergs lyse, lette sind - og slet ikke hans charme.

Han var højt begavet og meget energisk, men kantet af væsen og noget af en melankoliker med melankolikerens hang til grublen.

Møllers langfredags-oplevelse
Hvornår det gik op for Møller, at han, som prædikede for andre, ikke selv ejede livet i Gud, ved vi ikke, men medens han langfredag 1864 læste Rom. 5:6: »Medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige«, blev det pludselig strålende klart for ham, at den frelse, han så ivrigt havde søgt, allerede var tilvejebragt uden for ham, da Kristus døde for ugudelige.

Christian Møller

Stiftede i 1868 Bornholms Forening til Evangeliets Fremme, som 1869 tog navneforandring til Luthersk Missionsforening

Han så nu, at det, Kristus havde gjort, da han tog dommen på sig og døde for os og derigennem betalte verdens skyld, det og det alene var nok til frihed og frelse, og alt hans eget var ganske uden værdi. Alt det, Gud nu var tilfreds med, var i Kristus og intet i os. Han så også, at der ikke var noget, han selv skulle gøre, men at han havde lov at hvile i, at det, Kristus havde vundet, var vor ejendom, og at Gud retfærdiggør ugudelige. Hans syn flyttedes nu fra ham selv til Kristus, og der hvilede hans tro.

Dette så han så klart, at han turde sige, at i Kristus alene var han et nyt menneske.

Møller kunne naturligvis ikke holde denne store opdagelse for sig selv. Han fortalte straks Trandberg om den, og det ser ud til, at Trandberg glædede sig sammen med Møller. De nye toner kom naturligvis ind i Møllers forkyndelse, og da mange havde det på samme måde, som han før havde haft det, greb de med begærlighed den nye forkyndelse.

Forholdet til Trandberg synes endnu at være godt. I hvert fald udsender Møller med Trandbergs billigelse et lille skrift, »Til Guds Børn«. Skriftet er et svar på et angreb fra Vilhelm Birkedal i Ryslinge. Og i august udsender Trandberg en række artikler, som Møller og P. Kofod havde skrevet i Grunnets blad, »En Røst i Ørkenen«, som særtryk og med et anbefalende forord. Skriftet hedder »Opvækkelse og Frimenighed.«

Som før nævnt rejste Trandberg den 31. august på ferie, medens Rosander til mange frikirkefolks store bekymring fortsatte sin mødevirksom. Møller rejste nu den 13. september til København for at rådføre sig med Grunnet om Rosandersagen. Grunnet skrev så i september-nummeret af sit blad en advarsel til menigheden på Bornholm, hvad Trandberg tog op som en utidig indblanding i Trandbergs affærer.

Det er altid vanskeligt at granske menneskers inderste motiver, blandt andet fordi de meget sjældent er enkle.

Det er sandsynligt, at Grunnet både har været ærligt bekymret over Rosanders virke, men heller ikke usandsynligt, at han samtidig har ønsket at vinde større indflydelse i den bornholmske menighed, som han jo dog med en vis ret betragtede som en del af sin frikirke.

Møllers modstandere har bebrejdet ham, at han uden sin forstanders tilladelse rejste over til Grunnet. Denne anklage er grundløs. Der var ikke andet for Møller at gøre. Men mere hold er der i bebrejdelsen for, at han lod sig ordinere af Grunnet, og det lyder sandsynligt, at Grunnet har tænkt sig Møller som Trandbergs afløser på Bornholm.

Noget tyder også på, at Møller selv er blevet klar over, at ordinationen var et misgreb, for han har, så vidt det kan oplyses, aldrig gjort brug af den.

Mødet med Rosenius’ skrifter
Blev Møllers forbindelse med Grunnet og hans ordination uden betydning for fremtiden, så kom en anden oplevelse under Københavnsopholdet til gæld til at spille en afgørende rolle ikke blot for Møllers eget liv, men for hele den nye bevægelses fremtid.

Hos Grunnet mødte Møller den norskfødte skomager – senere missionær - H. Andersen. Andersen var gennem Oscar Ahnfelts besøg i Helsingør blevet kendt med den svenskevækkelsesprædikant C. O. Rosenius' forkyndelse og holdt månedsbladet »Pietisten«, somRosenius havde udgivet siden 1841.

Andersen samlede en lille kreds i sit hjem, hvor de bl. a. læste op af »Pietisten«. Ved læsning af dette blad, der mødte Møller som noget i retning af en åbenbaring, klaredes hans syn på evangeliet om den frie nåde yderligere, og i Andersens kreds fik Møller venner, der forstod ham og delte hans syn.

Møller havde vel ventet, at Trandberg skulle dele hans glæde over Rosenius' forkyndelse, men det gjorde han ikke. Trandberg kunne nok se, at hans egen forkyndelse manglede noget af det frigørende evangelium, men dels syntes han, at Rosenius - og dermed også Møller - for ensidigt forkyndte den frie nåde og helt glemte boden, og dels sårede det Trandbergs forfængelighed, at hans tidligere elev nu havde fundet en ny læremester.

Med alle sine tiltalende egenskaber var Trandberg som tidligere nævnt desværre også hovmodig og forfængelig, og heri bestyrkedes han ulykkeligvis af sin hustru, som beundrede sin mand grænseløst.

Karl M. Kofod har uden tvivl ret i, at det ikke var Møllers gennembrud til evangelisk klarhed, der var den egentlige årsag til bruddet mellem Trandberg og Møller.

Trandberg ikke alene billigede, men opfordrede selv Møller til at begynde udgivelsen af det nye blad »Budskab fra Naadens Rige«, og de har sikkert også været enige om bladets navn. Et budskab fra nådens rige var jo også, hvad Trandberg ønskede at bringe.

Budskab fra Naadens Rige

Det første blad

Men Trandbergs egentlige motiv var nok, at han ønskede et blad, der kunne afløse »En Røst i Ørkenen«, fordi Grunnet gennem dette blad kunne øve for stor en indflydelse på den bornholmske menighed.

Grunnet havde i øvrigt i en periode, hvor han selv var på prædikerejser, ladet Møller redigere »Røsten«, og det syntes Trandberg ikke om. Han ønskede ikke, at de to skulle have mere at gøre med hinanden end strengt nødvendigt.

Møllers egen »hensigt og mening med dette blad« gør han rede for i det første nummer. Han vil gerne »aflægge et ringe vidnesbyrd om Ham, som er vejen, sandheden og livet, knytte et bånd mellem Guds børn - og hermed tænker han ikke blot på menighedsmedlemmerne, men på alle sande Guds Børn.«
Og endelig mener han, at »menighedens ledere gennem et sådant blad kan få lejlighed til at behandle alle spørgsmål, der måtte opstå i menigheden, foruden at man gerne vil bringe oplysninger om kristne i alle lande og til alle tider. Bladet vil bringe såvel originale som oversatte artikler og i øvrigt uddrag fra andre kristelige blade i Danmark.«Det vil gerne sætte problemer under debat, men ikke indlade sig på strid.

Bruddet med Trandberg
Som medarbejdere ville dels pastor Trandberg, dels P. Kofod medvirke. Det ser dog ud til, at Trandberg aldrig nåede at skrive andet end en varm anbefaling af bladet i Bornholms Avis.

Den egentlige årsag til bruddet mellem Møller og Trandberg var uden tvivl Rosander. Så vidt jeg kan skønne, har Møller henstillet til Trandberg helt at bryde med Rosander. Det ville Trandberg dog ikke, selvom han heller ikke kunne billige Rosanders forkyndelse.

Men hverken Trandberg eller hans frue kunne stå for Rosanders charme, og desuden kunne Trandberg ikke få sig selv til at indrømme, at han havde taget fejl, og at Møller havde haft ret i sin bedømmelse af Rosander.

Fru Trandberg, der fejlagtigt troede, at Møller stod bag nogle sladderagtige rygter om hende og Rosander, gjorde, hvad hun kunne for at ophidse sin mand til »at hævde sin ære og værdighed over for Møller«. Dette forværrede naturligvis yderligere forholdet mellem de to.

Lige efter nytår 1866 udsendte Trandberg et »hyrdebrev«, som han forlangte oplæst i alle menighederne.

Det hedder blandt andet i »hyrdebrevet«, at »nådens evangelium herefter må lyde… ikke alene som en evangelisk kundskab, forkyndt i lovens barske, hårde, stormende, ubesindige, opblæste ånd, hvorved på den ene side mangen frygtsom nådesøgende sjæl bortskræmmes og forvirres, på den anden side mangen tom, forfængelig sjæl bestyrkes i selvklogskab og fordømmelsessyge ... men i kraft og begejstring, at sjælene måtte oplives i varme og evangeliets mildhed og sagtmodigheds ånd, at sjælene må smeltes ... «
Møller følte med god grund, at de citerede ord var rettet mod ham og frygtede med rette, at de kun ville tjene til at forvirre menigheden og nægtede derfor at oplæse hyrdebrevet. Trandbergs reaktion herpå var voldsom og præget af stærk personlig bitterhed og dybt såret forfængelighed.

Møller blev nu »for denne ulydighed og foragt mod sin foresatte straffet i henhold til apostelens ord (Tess. 3:14-15)«, og Trandberg skriver til Møller, at det ikke alene er forskellig klarhed i evangeliets opfattelse, men endnu mere »din store selvrådighed, fremfusenhed, hovmod og fordømmelsessyge, ukærlighed og ondskab«, der sætter skel mellem dem.

Møller fik - stadig med henvisning til apostelens ord - forbud mod foreløbig at henvende sig til sin forstander, det være sig skriftligt eller mundtligt.

Møllers svar bliver derfor to artikler i januar- og februarnumrene af Budskabet: Hvad skal vi prædike, og hvad skal vi høre?

Det er i disse artikler, at Møller siger om sig selv, at »i omtrent to år har jeg i ynkelig blindhed prædiket noget forfærdeligt tøj for de arme sjæle.«

Trandberg føler det ikke uden grund som et indirekte angreb på sin egen forkyndelse, der vel ikke har adskilt sig meget fra Møllers, og han havde »en frygtelig tid.«Venner af dem begge forsøgte at mægle, og Møller var for så vidt også villig til at lade sig ydmyge, men fru Trandberg optrådte så provokerende over for Møller, at en udsoning blev umulig.

Både Trandberg og hans kone følte sig syge og overanstrengte og besluttede at rejse på ferie. På vejen til Jylland besøgte de Vilhelm Birkedal i Ryslinge, der påvirkede Trandberg stærkt i grundtvigsk retning.

Ferien tilbragte ægteparret i øvrigt i Ems i Tyskland. Møller skrev til Trandberg og bad ham om tilladelse til at oversætte Rosenius' skrifter til dansk. Trandberg læste dem og fandt meget godt i dem, men mente alligevel ikke, det kunne gå an at oversætte dem, for efter hans mening kunne den jævne almue tage skade af at læse dem.

Medens Trandberg var borte, rejste Møller sammen med en anden af lægprædikanterne, P. Sejersen, til Stockholm for at søge råd og vejledning hos Rosenius og for at forhandle om oversættelsesretten til hans skrifter. Rosenius gav dem det råd at vende tilbage til folkekirken og fortsætte med at forkynde evangeliet, så længe de kunne få lov til det.

I Ems skrev Trandberg et »Åbent sendebrev til udgiveren af Budskab fra Naadens Rige«, hvori han giver udtryk for sit syn på sig selv og sit forhold til Møller.

På hjemvejen lagde Trandbergs vejen om ad Ryslinge, og Birkedal fulgte med til Bornholm for at bistå Trandberg i det opgør, som nu, da Trandberg var svinget over i den grundtvigske lejr, nødvendigvis måtte komme.

Møller og de øvrige prædikanter og ældste blev indkaldt til et møde i Rønne, men forhandlingerne førte ikke til noget, og mødet sluttede med, at Trandberg »ægget dertil af Birkedal og sin hustru«, siger Karl M. Kofod, afskedigede Møller som prædikant i frimenigheden.

Møller fortsatte dog at forkynde evangeliet, der hvor man sendte bud efter ham.

Trandberg indkaldte nu til et møde i Almindingen, hvor Birkedal først talte, og Trandberg derefter gjorde rede for, hvorfor han i sin tid var trådt ud af folkekirken. Det var, hævdede han, sket i overensstemmelse med Guds vilje, men nu så han det som Guds vilje, at han sammen med sin menighed skulle vende tilbage til folkekirken og stå i samme forhold til den, som Birkedal og hans menighed gjorde.

Trandbergs kovending vakte selvsagt forbløffelse og modstand hos størstedelen af hans frimenighed.

Hele affæren viser os Trandberg som en svag karakter med en noget forvirret tankegang. Under påvirkning fra Birkedal havde han forladt sin tidligere forkyndelse for i fremtiden at forkynde en udpræget grundtvigsk sakramentalisme, og han havde vel tænkt sig, at han ved sin »syndsbekendelse« kunne vinde de kirkelige myndigheders tilgivelse for det tidligere brud med kirken, men da han fortsatte sine angreb på præstekollegerne, nåede han ikke andet, end at hans gamle venner i stort tal vendte sig fra ham.

Bedehuset i Rønne ejedes af en privatmand, og han lukkede det nu for Trandberg, der svarede med at give ordre til, at alle de øvrige bedehuse skulle lukkes for Møller. Det skete dog ikke, fordi de fleste af frimenighedsmedlemmerne og lægprædikanterne stod på Møllers side. Trandberg greb da til den udvej at ophæve frimenigheden.

Efter nytår 1868 indbød Trandberg så til dannelse af en ny, grundtvigsk præget frimenighed. Kun ca. en tredjedel af den gamle frimenigheds medlemmer fulgte Trandberg, og deres tal mindskedes år for år, indtil der til sidst kun var omkring 200 spredt ud over hele øen.

Trandberg søgte nu om anerkendelse som valgmenighedspræst, men der skulle gå næsten 5 år med mange ydmygelser, før han opnåede anerkendelsen.

Da Møller og hans venner nu var udstødt af Trandbergs frimenighed, besluttede de at genindmelde sig i folkekirken og i stedet danne en missionsforening.

Ved et møde i Aaker den 1. marts 1868 besluttede man at danne »Bornholms forening til evangeliets fremme«.

Der blev valgt en foreløbig bestyrelse og indkaldt til stiftende møde i Almindingen søndag den 14. juni.

Her samledes mange mennesker, og man vedtog love for den nye forening, medens valg af den blivende bestyrelse blev udskudt til foreningens første årsmøde, der fandt sted i Almindingen i juli 1869.

Samme år blev bornholmsforeningen sluttet sammen med de to foreninger i København og på Nordsjælland og navnet forandret til »Luthersk Missionsforening til Evangeliets fremme i Danmark«, der indtil 1962 var foreningens officielle navn, men i daglig tale forkortes til Luthersk Missionsforening.