Trandbergs frikirke
Hen ved 4000 mennesker efterkom Trandbergs indbydelse. Mødet begyndte kl. 15 og varede i 5 stive klokketimer. Der var mødt mange præster op, men ud over Trandberg selv talte kun en af dem, Indre Missions rejsepræst, pastor Mau, og hans ord fik ingen betydning.

Trandberg gav nu en kort skildring af sin fortid og sagde, at hvad han nu foretog sig var nøje overvejet under vejledning af Luthers skrifter og Helligånden. Han gav derpå en skildring af forholdene i statskirken og opfordrede »Guds folk« til at forlade »den store skøge«.

Efter Almindinge-mødet rejste Trandberg til København, hvor han meldte sig ind i Grunnets frikirke. Dette skete den 11. juli 1863.

Efter sin hjemkomst tog han så fat på at organisere sin frikirke efter de samme retningslinjer, som Grunnet havde lagt til grund for sin menighed, men »tro mod sit løfte til biskop Martensen fastholdt Trandberg den rene evangeliske lære«, siger forfatteren af en biografi af Trandberg, pastor emer. Langhoff, Rønne.

I betragtning af, at Grunnets menighed var i nøje overensstemmelse med den danske folkekirkes lære, turde denne tilføjelse være temmelig overflødig. I det hele taget kan der ikke være tvivl om, at både pastor Langhoff og den tidligere Trandberg-biograf, Bornholms kirkehistoriker, Karl M. Kofod, i deres iver efter at forsvare og undskylde Trandberg, gør Grunnet uret ved udelukkende at tillægge ham dårlige motiver, både når det gælder hans frikirkedannelse og hans forhold til Trandberg og frimenigheden på Bornholm.

Det skulle synes indlysende, at idet Trandberg indmelder sig i Grunnets frikirke, bliver Grunnet rent juridisk hans superintendent eller biskop og Trandbergs frimenighed en del af Grunnets frikirke.

At Trandberg, der var en meget dårlig organisator og leder, fordi han altid lod sine følelser bestemme sine handlinger, ikke synes at have gjort sig dette klart, er en anden sag. Det kunne se ud til, at han noget uklart har tænkt sig, at han - i kraft af sin bedre teologiske uddannelse og sin lutherske ordination og tillige i kraft af sin stilling som forstander for den største menighed - burde være frikirkens øverste leder.

Som tidligere nævnt var der i Trandbergs karakter en ejendommelig blanding af hovmod og ydmyghed. Mange år senere skrev hans svigermoder - som i øvrigt hele livet igennem loyalt støttede sin svigersøn både moralsk og økonomisk - til sin datter, at »hovmod og forfængelighed er bevæggrunden i alle Trandbergs store skridt.«
Selvom det naturligvis er en overdrivelse, er der dog en betydelig kerne af sandhed i disse ord, og de mange vanskeligheder, der mødte Trandberg både herhjemme i Danmark og senere i Amerika, skyldtes ikke så meget de store fejl, han tillægger sine modstandere, som de skyldes hans egne karakterbrist.

Spørgsmålet om rangforordningen inden for frikirken er sandsynligvis aldrig blevet drøftet mellem Grunnet og Trandberg, men den senere udvikling viser, at Grunnet har følt sig som den bornholmske menigheds biskop, men også at Trandberg aldeles ikke ville godkende dette.

Allerede inden årets udgang havde menigheden 933 medlemmer fordelt på fire afdelinger med hver sin menighedsleder. Møller ledede afdelingen på Nordbornholm med bopæl i Allinge. Menigheden voksede jævnt og nåede allerede næste år op på ca. 1500 medlemmer, men nu begyndte også vanskelighederne at vise sig.

Rosander-sagen
Ved et menighedsmøde i Rønne den 15. marts 1864 dukkede en svensk student ved navn Rosander op. Han præsenterede sig som frikirkelig pastor og tilbød »med indsmigrende og høflige ord sin tjeneste«.

Både Trandberg og hans hustru følte sig meget tiltalt af Rosanders stilige, svenske høflighed, og da Trandberg længe havde bedt Gud sende ham en akademisk medhjælper, mente han i sin troskyldighed, at Rosander var Guds svar på hans bønner og gav ham - til trods for de øvrige lederes noget reserverede indstilling - lov at prædike i menighedens bedesale.

Imidlertid kendte Grunnet Rosander og vidste, at han efter et noget udsvævende ungdomsliv hjemme i Sverige var rejst til København, hvor det var lykkedes ham at blive antaget som prædikant i metodistmenigheden, men da det blev opdaget, at han stod i forhold til en ung pige inden for menigheden, blev han afskediget.

Han forsøgte nu sin lykke hos Grunnet, men han gennemskuede ham og ville ikke optage ham som medlem endsige give ham lov at prædike.

Da Grunnet nu hørte, at Rosander prædikede på Bornholm, skrev han straks til Trandberg og svarede ham mod Rosander. Men Trandberg ville ikke lade sig advare. Grunnet rejste så derover og forelagde Trandberg bevisligheder i form af en skrivelse fra metodistsamfundets præst og bevidnet af deres kirkeværge.

Da Trandberg alligevel ikke ville høre, satte Grunnet menighedens ældste ind i sagen, og herover blev Trandberg så vred, at han afbrød forbindelsen med Grunnet og forbød ham at tale i menighedssalene.

Noget tyder dog på, at Trandberg efterhånden til en vis grad gennemskuede Rosander, og han blev aldrig fast ansat, men Rosander forstod ved sin indsmigrende høflighed trods alt at indynde sig så meget hos ægteparret Trandberg, at Trandberg »af kristelig medfølelse lod ham have ophold i sit hus«.

Det vakte både sorg og vrede hos Trandbergs venner, at han til trods for alle beviser på Rosanders uværdighed alligevel blev ved at holde hånden over ham og til og med lod ham prædike i menigheden, medens Trandberg selv i sommeren 1864 var på ferie i Jylland.

Trandbergs forkyndelse var en udpræget bods- og vækkelsesforkyndelse. Det gjaldt om at kæmpe alvorligt for at gå ind i Guds rige, og hans medhjælpere, der jo selv var blevet vakt gennem Trandbergs forkyndelse, forkyndte stort set det samme budskab.

De tilhørere, der ligesom Trandberg selv var meget følelsesbetonede og havde let ved at græde over deres synder, fandt udløsning heri, medens de, der ikke havde så let for at græde over sig selv eller følte, at deres stræben efter retfærdighed ikke slog til, levede uden virkelig fred i hjertet. Blandt de sidste var Chr. Møller. Han havde ikke Trandbergs lyse, lette sind - og slet ikke hans charme.

Han var højt begavet og meget energisk, men kantet af væsen og noget af en melankoliker med melankolikerens hang til grublen.

Møllers langfredags-oplevelse
Hvornår det gik op for Møller, at han, som prædikede for andre, ikke selv ejede livet i Gud, ved vi ikke, men medens han langfredag 1864 læste Rom. 5:6: »Medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige«, blev det pludselig strålende klart for ham, at den frelse, han så ivrigt havde søgt, allerede var tilvejebragt uden for ham, da Kristus døde for ugudelige.

Han så nu, at det, Kristus havde gjort, da han tog dommen på sig og døde for os og derigennem betalte verdens skyld, det og det alene var nok til frihed og frelse, og alt hans eget var ganske uden værdi. Alt det, Gud nu var tilfreds med, var i Kristus og intet i os. Han så også, at der ikke var noget, han selv skulle gøre, men at han havde lov at hvile i, at det, Kristus havde vundet, var vor ejendom, og at Gud retfærdiggør ugudelige. Hans syn flyttedes nu fra ham selv til Kristus, og der hvilede hans tro.

Dette så han så klart, at han turde sige, at i Kristus alene var han et nyt menneske.

Møller kunne naturligvis ikke holde denne store opdagelse for sig selv. Han fortalte straks Trandberg om den, og det ser ud til, at Trandberg glædede sig sammen med Møller. De nye toner kom naturligvis ind i Møllers forkyndelse, og da mange havde det på samme måde, som han før havde haft det, greb de med begærlighed den nye forkyndelse.

Forholdet til Trandberg synes endnu at være godt. I hvert fald udsender Møller med Trandbergs billigelse et lille skrift, »Til Guds Børn«. Skriftet er et svar på et angreb fra Vilhelm Birkedal i Ryslinge. Og i august udsender Trandberg en række artikler, som Møller og P. Kofod havde skrevet i Grunnets blad, »En Røst i Ørkenen«, som særtryk og med et anbefalende forord. Skriftet hedder »Opvækkelse og Frimenighed.«

Som før nævnt rejste Trandberg den 31. august på ferie, medens Rosander til mange frikirkefolks store bekymring fortsatte sin mødevirksom. Møller rejste nu den 13. september til København for at rådføre sig med Grunnet om Rosandersagen. Grunnet skrev så i september-nummeret af sit blad en advarsel til menigheden på Bornholm, hvad Trandberg tog op som en utidig indblanding i Trandbergs affærer.

Det er altid vanskeligt at granske menneskers inderste motiver, blandt andet fordi de meget sjældent er enkle.

Det er sandsynligt, at Grunnet både har været ærligt bekymret over Rosanders virke, men heller ikke usandsynligt, at han samtidig har ønsket at vinde større indflydelse i den bornholmske menighed, som han jo dog med en vis ret betragtede som en del af sin frikirke.

Møllers modstandere har bebrejdet ham, at han uden sin forstanders tilladelse rejste over til Grunnet. Denne anklage er grundløs. Der var ikke andet for Møller at gøre. Men mere hold er der i bebrejdelsen for, at han lod sig ordinere af Grunnet, og det lyder sandsynligt, at Grunnet har tænkt sig Møller som Trandbergs afløser på Bornholm.

Noget tyder også på, at Møller selv er blevet klar over, at ordinationen var et misgreb, for han har, så vidt det kan oplyses, aldrig gjort brug af den.

Mødet med Rosenius’ skrifter
Blev Møllers forbindelse med Grunnet og hans ordination uden betydning for fremtiden, så kom en anden oplevelse under Københavnsopholdet til gæld til at spille en afgørende rolle ikke blot for Møllers eget liv, men for hele den nye bevægelses fremtid.

Hos Grunnet mødte Møller den norskfødte skomager – senere missionær - H. Andersen. Andersen var gennem Oscar Ahnfelts besøg i Helsingør blevet kendt med den svenskevækkelsesprædikant C. O. Rosenius' forkyndelse og holdt månedsbladet »Pietisten«, somRosenius havde udgivet siden 1841.

Andersen samlede en lille kreds i sit hjem, hvor de bl. a. læste op af »Pietisten«. Ved læsning af dette blad, der mødte Møller som noget i retning af en åbenbaring, klaredes hans syn på evangeliet om den frie nåde yderligere, og i Andersens kreds fik Møller venner, der forstod ham og delte hans syn.