Den svenske lægprædikant Carl Olof Rosenius fik stor betydning for dansk kirkeliv og især for dannelsen Luthersk Missionsforening i 1868. Og Rosenius' særlige evne til at forkynde det kristne evangelium, så vi opgiver vores egen kristendom og i stedet begynder at stole på Jesus Kristus, har i generationer været til stor hjælp for mange.

Familien
Carl Oluf Rosenius eller Calle, som han kaldtes blandt sine venner, blev født 3. februar 1816 i Västerbotten i Sverige. Hans far hed Anders Rosenius og var præst. Hans mor var Sarah Margaret Norenius og var datter af præsten Olof Norenius. Carl Olof var den tredje af syv børn.

Den 2. august 1843 giftede Carl Olof sig med Agatha Ulrika Lindberg. Deres hjem syntes at være et åbent hjem, hvor man altid følte sig velkommen. Carl Olof og Agatha fik sammen syv børn. Det siges, at et af børnene (Elisabeth) nu og da satte sig ved klaveret for at spille nogle klassiske stykker for gæster.

Efteråret 1849 døde Johannes 3 år gammel, efter nogle dages sygdom. "Han gik fra os til den store børneskare hos den far, som er over alle fædre," skriver han i et brev. Året efter mistede han endnu et barn, Maria Lydia 1 år gammel af skarlagensfeber. Det tab var vældig stort for Rosenius. Til en ven skriver han: "Mit hus er et sørgehus, sygdom og død har atter gæstet os. Jeg skal i dag gi' tilbage til jorden støvet af vort mest elskede barn, vor lille Maria Lydia."

Carl Olof Rosenius liv blev ikke så langt. Rosenius var kun 52 år gammel. Han døde 24. februar 1968 og blev begravet ved Johns Kirke i Stockholm.

Åndeligt gennembrud
I juleferien 1830, kort tid før han fyldte 15 år, skete der noget. Han kom en dag ned til frokostbordet. På bordet lå der en bog af Pontoppidan "Troens spejl". Så siger han: Skal jeg spejle troen nu? Han slog op i bogen, læste lidt i den. "Et menneske kan vise stor flid i sit arbejde, være trofast i ord og gerninger. Han kan kende hele Bibelen og være enig i alt det, som står der, tappert erkende den sande lære, ja, besegle den med sit blod. Om tilstanden i menigheden fordrer det og Gud vil, kan han gøre mirakler i Jesu navn. Men alligevel kan han mangle Guds barns rette kendetegn, den retfærdiggørende og saliggørende tro og med alle sine dyder gå evig fortabt." Dette blev et stik i Rosenius' hjerte. Mens han læste dette forstod han, at han selv var fortabt og var fremmed for livet i Gud.

Hans liv og virke
Et påbegyndt teologisk studie ved Uppsala universitet blev ikke langvarigt. Sygdom, dårlig økonomi og indre anfægtelser satte en stopper for det. Han fandt ikke det han søgte i universitetets teologi.

En udpræget vækkelsesbevægelse blev skabt ved hans forkyndelse over hele Skandinavien.

Carl Olof Rosenius blev kaldt for "Nordens evangelist" og "Nordens sjælesørger."

Han skrev aldrig bøger. Det meste af hans skriftlige forkyndelse udkom gennem bladet "Pietisten", som han begyndte at udgive i 1842. Fra dette blad er teksterne så hentet til Husandagtsbogen og de andre bøger, som efterhånden er udkommet.

I 19. årgang af "Pietisten" begyndte Rosenius udlæggelsen af Romerbrevet. Han forberedte sig ved at læse de bedste engelske og tyske tolkninger igennem, og brugte i arbejdet dagligt fire fremmede sprog: græsk, latin, engelsk og tysk. Denne grundige romerbrevsfortolking som han arbejdede med i 7 år, blev regnet som kronen på værket af al hans forkyndelse og var færdig i 1866.

Efterhånden som Romerbrevets budskab begyndte at udkomme i "Pietisten", "eksploderede" antallet af læsere af bladet til 13.000 eksemplarer - på et tidspunkt da Sveriges største avis, "Aftonbladet", lå nok så konstant på 4.000 eksemplarer. Noget, som tydeligt understreger, at det ikke bare var teologer og andre forkyndere, men den almindelige mand og kvinde som her fandt "Vejen" og "livets vand".