I sine mørke øjeblikke syntes han, at han umuligt kunne blive præst, og han tænkte alvorligt på at opgive sine studier, men fandt så ud af, at det ville betyde, at alle de penge, hans fader havde ofret på ham, ville være spildt.
Han siger nu, at han mere alvorligt begyndte at læse i sit Ny Testamente og i salmebogen og at søge Gud, og sådan blev han en tid »herre over sine lyster til Guds ære«.
I 1851 fik han sin studentereksamen med første karakter. Han var nu en smuk ung mand med et fint ansigt, kraftigt hår og klare blå øjne, og bevidstheden om disse fortrin gav ham en visselvsikkerhed i forholdet til både lærere og kammerater.
Trandberg rejste nu til København for at studere teologi. Han har ikke selv nævnt, at nogen professor fik særlig betydning for ham. Derimod var han en flittig kirkegænger. Han hørte nogle gange Grundtvig i Vartov, men ellers søgte han især Holmens kirke, hvor Balthazar Munter var sognepræst, og Garnisons kirke, hvor han hørte den kendte Nikolaj Blædel. Blædels forkyndelse var påvirket både af Martensen, Grundtvig og Kierkegaard, men det blev Kierkegaard, der fik størst betydning for den unge Trandberg.
Det er vel tvivlsomt, at Trandberg har læst hele Kierkegaards produktion, men han har læst »Indøvelse i kristendom« og »Øjeblikket«, og disse skrifter gjorde så stærkt indtryk på ham, at de kom til at præge både hans forkyndelse og hans stilling til kirken. Det vides, at Trandberg besøgte Kierkegaard, og at han var med til hans begravelse i 1855.
Den 18. januar 1858 døde Trandbergs moder, uden at hun, efter Trandbergs mening, var blevet virkelig omvendt. Dette rystede ham så meget, at han »nu forlod alle ting og fulgte Ham«.
Alt dette skete samtidig med, at Trandberg gik op til teologisk embedseksamen, som han - formodentlig af den grund - til sin store skuffelse kun bestod med 2. karakter af 1. grad.
Allerede i februar samme år tiltrådte han en stilling som personelkapellan og huslærer hos pastor Brix i Foulum i Tjele-Vinge pastorat, og to dage efter sin ankomst aflagde han besøg hos enkekammerherreinde Lüttichau på Tjele, hvor man fik et godt indtryk af ham.
Det var dog ikke blot herregården, der fik hans besøg. Der var næppe et hus i pastoratet, som han ikke besøgte, og overalt virkede han vennesæl, åben og ærlig, munter og glad, så alle syntes om ham.
I april blev han ordineret i Viborg domkirke, og efter ordinationen prædikede han karakteristisk nok over emnet »Lejesvenden og den gode hyrde«.
Selv om det var bodstonerne, der prægede Trandbergs forkyndelse, virkede hans prædiken på grund af hans kærlige og stærkt følelsesbetonede væsen i almindelighed sådan, at den gik folk til hjerte, og det fortælles, at adskillige sad og græd i kirken, endnu inden gudstjenesten var begyndt.
Hans elev og senere ven, Harald Brix, skriver om ham: »Trandberg mindes fra den tid som den unge glødende prædikant. Om stor vækkelse var der vel ikke tale, men Trandbergs virksomhed fremkaldte dog adskilligt røre på Tjele-Viborgegnen. Adskillige fik dog vistnok ved ham stødet til den evige bevægelse.
Først og sidst mindes Trandberg ved sin ejendommelige, mærkelige personlighed - på den ene side til tider så alvorlig, tilbagetrukken, dyb og stille, og på den anden side igen fuld af skæmt og humør og hjertelig venlighed. Derfor erobrede han sig også en fast plads i manges hjerter.«
Blandt de hjerter, hvor Trandberg erobrede sig en fast plads, var først og fremmest den 22-årige datter til Tjele, Gottholdine Lüttichau. Den 22. juni friede han og fik hendes ja, men af hensyn til enkekammerherreinden måtte forlovelsen foreløbig holdes hemmelig.
Det varede naturligvis ikke længe, før kammerherreinden opdagede sagens sammenhæng, og nu fulgte nogle ubehagelige scener, men efterhånden klaredes det for den stolte frue, at de unge ikke havde i sinde at slippe hinanden, og da hun egentlig ikke havde andet at indvende mod Trandberg, end at hun havde ønsket sin datter et mere standmæssigt parti, gav hun endelig i 1860 sit samtykke til forlovelsen, mod at de unge gik ind på en toårig adskillelse som en betryggelse for, at det fra begges side var mere end en flygtig forelskelse.
Gottholdine rejste til Kaiserswert i Tyskland for at uddanne sig til diakonisse, og Trandberg rejste kort efter til Bornholm for at optage en gerning som rejsepræst på sin fødeø.
Herom fortæller han selv: »På mine alvorlige vandringer ude i Jyllands ensomme heder - i de tavse, stille, søvnløse nætter - talte Gud til mig på en forborgen måde indvortes i min ånd. Jeg forstod ikke straks hans røst til fulde, og da jeg begyndte at fatte den, så forsøgte jeg først, om muligt, at unddrage mig min himmelske faders vilje, men til sidst blev hans faderrøst mig for mægtig: »Rejs hen! se, jeg sender dig tilbage til din fødeø for at gøre en gerning der i mit navn.«
Han ville dog ikke rejse uden et ydre kald, dvs. en opfordring fra mennesker til at komme til Bornholm. Det kom også gennem en af hans venner, lærer Dam i Aaker.
Han sagde nu sin stilling op hos pastor Brix - forholdet mellem dem var heller ikke længere det allerbedste - og holdt en afskedsprædiken for sin menighed, som viser en besynderlig blanding af hovmod og ydmyghed, to følelser, som livet igennem skulle bo i hans sind.
Trandberg lagde aldrig skjul på, at han havde ofret bogstavelig talt alt for Guds riges skyld: gode kår, familielivets lykke, alle sine kræfter og al sin hjertevarme, og at Gud havde udrettet store ting ved ham, og herfor krævede han som noget selvfølgeligt sine menigheders tak og beundring, men samtidig anklagede han sig selv for manglende nidkærhed og kærlighed.
